Bestyrelsen

Formand - Anne Skov Vastrup

Anne er født i 1974 og har været i AEF siden 1999. Hun kom i bestyrelsen i 1999, og har været formand en del af årene, inkl. nu. Anne er regnskabsuddannet og har haft eksem, siden hun var spæd. Hun har haft det klassiske eksemforløb, og har nu kun eksem på hænderne. Sværhedsgraden varierer noget men med hormon- og fugtighedscremer går det. Anne lider også af astma, høfeber og diverse allergier - pollen, skimmelsvamp, dyrehår men heldigvis ingen fødevareallergi. Blot 2 mdr. gammel fik Annes datter Maja desværre konstateret ret svær eksem over hele kroppen og senere kom mælk- og æg-allergi til. Maja voksede fra sin æg- og mælkeallergi, men har stadig moderat eksem. Annes søn Jonas har været mere heldig og får kun en gang i mellem milde eksemudbrud.

Kasserer - Lena Nielsen Thorsen

Jeg er ikke som de andre, er mit valgsprog. Jeg er til hurtige beslutninger og ikke så mange dikkedarer. Når solen skinner er jeg helst udenfor, jeg kan lide at gå, og går ofte en tur i Landbohøjskolens Have. Jeg bor på Frederiksberg, og føler mig som en indfødt, selv om jeg kun har boet her siden 1986. Jeg har haft eksem siden jeg blev født i 1954, og min allergi har jeg haft siden jeg var 6 måneder gammel. I 1980 fik jeg ved et tilfælde også påvist allergi over for gær. Jeg holdt straks op med at spise noget med bageri-gær, ølgær og vingær, senere også eddike, og jeg fik det meget bedre med det samme. Før havde jeg altid eksem, også op og ned ad armene. Nu har jeg kun eksem hvis jeg har været udsat for noget jeg ikke kan tåle. Desværre er jeg også allergisk overfor bare duften af de ting jeg ikke kan tåle, bl.a. appelsiner der bliver skrællet og mandler der bliver smuttet. Det tager kun få sekunder før jeg har udslet i hele ansigtet og ned ad halsen. Desværre har jeg fået konstateret at jeg har psoriasis-eksem, det betyder at jeg meget ofte, (næsten altid) har revner på fingre, hænder og hæle. Jeg har været i bestyrelsen i AEF siden 2005 og det er mig der holder øje med medlemmernes betalinger af kontingent.

Kommunikationschef - Villiam Faber

Villiam kom i bestyrelsen i 2017. Han er født i 1989 og fik første gang eksem som 22 årig. Efter et hospitalsophold i udlandet, hvor Villiam fik en masse medicin og antibiotika, udviklede eksemet sig helt enormt. Nu holdes det nede ved hjælp af bl.a. en streng diæt, og Villiam er i det hele taget interesseret i, hvordan man kan bekæmpe sygdommen på andre måder end traditionel behandling. Arbejdet i AEF er meningsfyldt for Villiam, da han kan mødes med andre i en lignende situation, øge opmærksomheden om sygdommenn og med viden hjælpe andre og sig selv til at gøre livet med eksem mere tåleligt.

 

Indkøbschef - Ella Vædele

Ella har en voksen datter, der er meget plaget af eksem. Ella har ikke selv eksem men arbejder aktivt i foreningen, da hun via sin datter har stort kendskab til, hvor hårdt det kan være at leve med atopisk eksem.

Elaine Kjeldsen

Elaine er mor til Daniel, som lider af svær atopisk eksem. En del kender sikkert Elaines navn fra FB grupper, og Elaine har også tidligere haft indlæg i bladet "Eksem".

Elaine har været suppleant i bestyrelsen siden 2016, og valgte at melde sig ind for at støtte op om foreningen og dens arbejde.

Når man som mor ser sit barn lide i sådan en grad, at hverdagen ikke fungerer og selvværdet lider, vil man gøre alt hvad der står i ens magt for at gøre noget for at afhjælpe hans situation.

Hos Elaine er der ingen kæledyr, der er kun allergi-mærkede produkter, de har fjernet gulvtæpper og brændeovn, og forsøger så vidt muligt at leve økologisk, og Elaine prøver også at få så mange anti-inflammatoriske produkter indenfor husets fire vægge.

 

Sekretariatschef - Susse Stannum

I 2004 tog Susse med sin svært eksemplagede mand til generalforsamling i AEF, og 2 timer senere var hun blevet suppleant i foreningen. 4 måneder senere blev Susse sekretariatschef for AEF. Qva sin mand, og også sin datter og 2 af børnebørnene, har Susse haft eksemet tæt inde på livet i mange år. Så Susse er vant til at tage hensyn til eksemet og har tålmodighed og forståelse for situationen, både når der er ro på, og når vi eksempatienter er ved at rive loftet ned af frustration.